Sport45

Digitale floorballsteder


Sport45.dk er jo blot en af mange steder på nettet, hvor floorball'en huserer. Vi bringer her en oversigt over nogle af de mest kendte og bedste steder på internettet og Facebook, til at få stillet sine daglige floorball-behov.

Der er både hjemmesider og facebook-grupper for lidt af hvert. For oversigten skyld, har vi valgt at opdele det i fire kategorier: Spiller, leder, blogs, nyheder. Vi henviser bevidst ikke til kommercielle foretagener.

Spiller
Som spiller er det mest interessant med digitale elementer, som har betydning for dig som individuel person. Det kan være kompetenceøgende, interessefelts-diskussioner eller vidensdeling.

  • Facebookgruppen Floorball - køb/salg og bytte af udstyr er det perfekte sted at finde udstyr som ny spiller. Samt et fremragende sted at komme af med sit gamle udstyr og sine fejlkøb. Gruppen byder også nogle gange på diskussioner omkring forskelligt udstyr og mærker, samt hjælp til indkøb af nyt, fx hvis man overvejer at skifte stavmærke.
  • Facebookgruppen Floorballkeepers i Danmark er en gruppe, som navnet også antyder, for alle floorballmålmænd i Danmark. Alle deltager herinde i diskussioner omkring målmandsspil, målmandsudstyr og andre relevante emner ift. det at være målmand i floorball-verdenen. Der er deltagelse af alt fra 3. divisions-nybegynderen til ligamålmålmænd. Stifterne af gruppen, er desuden i gang med at udvikle en goalie-camp for danske målmænd, der kommer mere om det på den anden side af denne sæson, men rygtet lyder, at de mangler interessanter i foretagenet!
  • Youtubekanalen Salming Floorball er et fremragende sted for en ny spiller, at lære lidt om grundlæggende ting vha. videoklip af professionelle der laver forskellige skudtyper, straffeslag, driblinger samt målmandsbevægelser.
  • Youtube-generelt. Der er simpelthen så mange mulige én mands træningsøvelser at finde på youtube, at vi simpelthen ikke kan smide dem alle ind her. Brug et par minutter på at søge på emner som floorball skills, training, drills o.l. I vil blive overrasket over hvad der findes derude.
  • App'et Floorball resultater findes til både Iphone og Android, og er et utroligt simpelt app, som benytter resultater.floorball.dk til at give dig informationer om alle divisionernes kampe. Du kan desuden med ét klik få lagt alle dine kampe ind i din telefons kalender.

Leder
Med leder mener vi, personer som er engageret i floorball på anden vis end spiller.

  • Facebookgruppen Floorballtrænere i Danmark er med sine 200 medlemmer det største samlingssted for sportens ildsjæle i Danmark. Gruppen er stedet hvor trænere kan søge inspiration ved hinanden, diskutere gængse problemstillinger. Der kommer i ny og næ også stillingsopslag op derinde fra klubber der mangler trænere. Er du erfaren eller spirende træner, så meld dig ind i gruppen. I sær som ny er der en utrolig mængde erfaring at hente ved at spørge til råds herinde. Flere ligatrænere og tidligere og nuværende landstrænere kan give dig svaret på dit spørgsmål!
  • Over 300 forskellige floorballøvelser samt et digitalt program til at udvikle nye øvelser, alt sammen gratis! Det er hvad man får på hjemmesiden floorballcoach.org, som vi mener er en af de bedste floorballsider der findes. Mange af de øvelser man finder derinde, er nemme at tilpasse sine egne forudsætninger som trænere og spillernes niveau.
  • Der findes to apps til trænere vi vil nævne her, apps er dejlige når man sidder hjemme i sofaen og skal planlægge dagens træning, da man kan lave en oversigt over de øvelser man skal tegne på sin taktiktavle til spillerne senere på aftenen. Det første er Floorball Manager Floorball Manager til Android. App'et koster 6 kroner, men giver til gengæld brugeren mulighed for at gemme sine øvelser til senere brug. Samt lave sekvenser i øvelserne, så man kan se den udfoldelse sig løbende. App'en mangler overskuelighed og nogle features som flere forskellige type streger, men er umiddelbart den bedste løsning til Android.
  • Det andet app er gratis og til ipad, det hedder Playpal og appet er utroligt simpelt opbygget. Hvilket dermed gør det meget overskueligt. App'en gemmer kun den sidste tegning, og man kan kun slette alt eller intet, så hvis man tegner forkert, skal man starte forfra. Dog kan man gemme screenshots simpelt på Ipad, og derfor ved at give øvelserne navne og numre, kan man danne overskueligheden selv i sin kamerarulle.
  • En anden type leder er dommer, og til dommeren har vi i Danmark en helt speciel facebookgruppe;Floorballdommere i Danmark. Hvis du er ny dommer (eller erfaren, tror dog alle erfarne allerede er i gruppen). Er det her stedet at melde sig ind. Dommere på alle niveauer deltager i denne gruppe, hvor der tit er spændende diskussioner omkring fortolkninger af regler. Herinde kan man få kyndige svar på alle ens dommerrelateret spørgsmål, og hvis man stiller et godt nok spørgsmål, kommer man til at se dommere diskutere højlydt, hvilket kan være utrolig underholdende! Gruppen er kun for dommere, da der er masser af intern dialog, som ikke er henvendt den brede floorball offentlighed.

Blogs
Floorballblogs har længe været flagskibet, som har holdt online-scenen i live. Med Sport45's manglende aktivitet, har man måtte ty til alternativer for at få floorball nyheder i Danmark.

  • Numero uno, er siden som alle burde kende, og alle burde besøge dagligt, hvis I ikke gør det, så skynd jer derind. Det er Steen Houmans nye floorballblog. Ny er fordi, at hans oprindelige blog steenhouman.com er gået over til at omhandle større sportspolitiske emner, det er stadig spændende, men måske ikke nær så interessant for lægmanden i dansk floorball. På den gamle blog findes der dog stadig masser af links og tidligere nyheder. Så hvis I ikke kender Steens blog, så kom derind nu, og gør det til en daglig rutine. Udover blogindlæg er Steen også garant for en masse floorballnyheder pbga. hans store netværk. Steen er oftest først på nyheden, da han har kontakt til den direkte kilde.
  • Desværre er de fleste andre blogs i dansk floorball gået hen og være mere eller mindre inaktive. Bl.a. har blogpionær Tex helt lukket ned for sin, delvis grundet inaktivitet og delvis pga. hans blå farve som Hot Shots sportschef. Vi har her på Sport45 også selv haft en blogsektion, som også er inaktiv, men den eksisterer stadig, hvis der sidder én derude og har interesse i at blogge ;-)
  • Michael Andresens (dameligatræner i Team Århus, tidligere bestyrelsesmedlem i DaFU, assistenttræner hos Team Århus ligaherrer og cheftræner i Skanderborg Killerbees), har også sin egen blog med det geniale navn; Floorballbloggen. Desværre har Andresen skruet lidt ned for aktivitetsniveauet, men forhåbentligt kommer han igen, da han er en mand med nogle spændende holdninger og perspektiver på dansk floorball
  • I den mere underholdende ende er Steffen's Blog, som styres af den frederikshavnske floorballspiller Steffen Kun Jensen. Siden Steffen vendte retur til ligafloorball for Frederikshavn Blackhawks i den indeværende sæson, har hans aktivitetsniveau været naturligt faldende, men monstro ikke den sjove frederikshavner har mere på hjertet fremadrettet
  • Internationalt er der vanvittig mange blogs, vi kender slet ikke de fleste af dem, men en vi vil fremhæve er Floorballzone som er en samling af forskellige floorballkyndige folk med viden om svensk floorball der blogger på engelsk omkring forskellige svenske og internationale floorballbegivenheder. Derudover er der tilknyttet en masse eksterne bloggere fra hele verden. Nemmere sted at starte sin interesse for international floorball end de svenske medier.

Nyheder
Rosinen i pølseenden er nyhedsmedierne. Vi bredder den her kategori lidt ud, så det også omfatter live-begivenheder.

  • Vi starter med det bedste sted i Danmark. Sport45.dk - Vi er mere end en nyhedsside, vi er det danske floorball-community. Uden Sport45 kommer Danmark til at mangle sit neutrale samlingspunkt for diskussion og nyheder. Vi skrev i mandags et åbent brev om hjælp fra alle jer. Vi mangler klubnyheder, så vi kan øge trafikken på siden og vi mangler ildsjæle, i form af en redaktør og skribenter. Vores drøm er at kunne tage ud og livedække alle danske ligakampe og tage med landsholdet til udlandet, men med de ressourcer vi har pt. er det ikke en mulighed. Når vi dækker kampe live, gør vi det pt. oftest via vores facebook side som I selvfølgelig allerede synes godt om! Vi gad godt at gøre det mere professionelt, men ressourcerne er som sagt ikke til det pt.
  • Svenske og internationale nyheder findes på verdens største; Innebandymagazinet. Hvis man har interesse for floorball, udover landets egne grænser, er dette stedet at gå hen.
  • DaFU (Dansk Floorball Union) er de sidste par år blevet bedre og bedre til at kommunikere ud til den almene spiller i Danmark. Det gør de primært via deres Facebook side. Hvor de også deler nyheder fra danske klubber og internationale begivenheder med landsholdene. Det er must at følge denne side, hvis man interesserer sig for floorball ud over sin egen klubs formåen.
  • Når man snakker nyt om floorball, kan man ikke komme uden om floorballnyt.dk. Siden er super smart, i form af at alle klubber og blogs kan tilmelde deres hjemmeside til floorballnyt, som så automatisk opsamler klubbernes egne nyheder på floorballnyt.dk vha. noget som hedder RSS Feed. Mange danske klubber benytter sig allerede af denne side, men endnu flere burde komme i gang med delingen af deres nyheder til det brede fællesskab! Den bedste måde at benytte Floorballnyt er ved at du selv tilføjer et RSS feed i din browser. Hvis du bruger (og det burde du!) Google Chrome, kan du hente dette lille smarte browser app, som tilføjer et RSS feed i højre hjørne af din browser. Gå så ind på floorballnyt.dk og tryk på det lille + i app'en, voila så tilføjer du et RSS feed fra hjemmesiden, der opsamler RSS feeds, dvs. at du hver gang der kommer en ny floorball nyhed på endten en klubs hjemmeside, her på sport45 eller Steens blog, så popper der et tal op i højre hjørne af din browser. Så kan du altid følge med i lige præcis de nyheder du vil, uden at skulle bladre igennem en masser af sider!
  • Inden vi slutter, tager vi jer lige et smut tilbage til youtube og tv. Først skal vi kigge lidt på IFF's (det Internationale Floorball Forbund) youtubekanal(er). Det er nemlig muligt at se alle officielle seniorlandskampe LIVE på den officielle youtubekanal. Derudover kan man også finde highlights og forskellige promotion videoer. IFF har desuden to LIVE kanaler, da de til VM ofte har to kampe kørende sideløbende. Link til den anden er her.
  • IFF er ikke det eneste sted som viser floorball på nettet. TV4 Sport gør også. TV4 kan bedst sammenlignes med dansk TV2, og koster derfor penge at se online! De lægger dog tit highlights og interviews op efter de transmitterede kampe, og disse er frittilgængeligt på nettet for alle. Link her
  • Som det sidste tager vi lige et smut til Sjælland og Benløse Floorball Club, som eneste klub i Danmark har Benløse også gjort brug af youtubes live stream funktion. De har deres egen kanal, med live-stream fra hjemmekampe i herreligaen og highlights fra disse kampe. En lækkerbisken, som vi mener, ALLE ligaklubber burde investerer i at få lavet, da PR'en dette giver til sporten, er usammenlignelig. Vi ved at Sunds, Esbjerg og Team Århus tidligere har haft lignende projekter, men det er vist faldet til jorden alle steder igen, højst sandsynligt pga. ressourcer og arbejdstimer.

    Det var alt hvad vi sådan lige på stående fod kunne komme i tanke om, kunne være relevant for dig som sidder derude og læser på denne hjemmeside. Hvis vi mangler noget vigtigt, kan I smide en kommentar på nyhedens facebook link.