Sport45

Månedens profil på SPORT45.dk


Her på SPORT45 har vi før i tiden haft en månedens dame profil, dette koncept har vi nu udvidet, og vi vil fremover hver måned, komme med en lidt større artikel, hvor vi sætter en person i fokus.
Denne person kan være hvem som helst, der er altså ikke tale om det skal være en elite spiller. Denne måneds profil, er et fint eksempel derpå, der er nemlig tale om dem kun 15-årige Mark Bek fra Copenhagen SFC.

April måneds profil :
Mark Bek er kun 15 år gammel, elite spiller i Copenhagen SFC og fra næste sæson i Malmhaug KFUM P16 i Sverige.

I denne sæson har Mark spillet samtlige Elite Herre1, U19 og U17 kampe og så mange U15 kampe som muligt for Copenhagen SFC.
Copenhagen SFC's U17 vandt bronze i Final Four-stævne i Frederikshavn, og her blev Mark udtaget til Årets Hold 2011/2012 som venstre forward.

Det hele startede, da Mark var 7 år gammel og begyndte til floorball hos Hvidovre Attack FC i sin fødeby, Hvidovre. Mark fik kendskab til sporten igennem sin fars venner, som spillede på Hvidovre Attack FC's elite herrehold, og efter at have set nogle af deres kampe var Mark fast besluttet på, at han ville gå til floorball.

Den 2. oktober 2004 får Mark, som 8-årig, debut på U13 i en udekamp mod Hafnia FC. Mark står klar til kamp med en ny stav i hånden, som han fik i fødselsdagsgave af sin moster og løbeklar med et par nye sko fra Stadium på Fisketorvet i København, hvor han, til stor glæde for ham selv, blev ekspederet af landsholdspilleren Jesper Schouw fra Hafnia FC. Resultatet blev så vidt Mark husker et nederlag.

Herefter følger 3 gode sæsoner med Hvidovre Attack FC med masser af ungdomsfloorball i Østrækken, turnering i Skåne i Sverige, Sommercamp, Gothia Cup's i Gøteborg og ikke mindst Landsstævner i Frederikshavn – gode oplevelser og mange gode resultater. Mark er godt klar over, at han er en del yngre end resten af holdet, og i de afgørende og svære kampe sugede han til sig fra bænken og glædede sig over at være med til at vinde alle de flotte pokaler og medaljer.

I Hvidovre Attack FC møder Mark sit store idol Kenneth Danielsen, som Mark stadig er fan af og ser op til – ja, så meget, at han i skolen ikke må skrive flere stile og opgaver, som handler om Kenneth og/eller om floorball.

Mark skifter til Valby FC i sommeren 2007 (nuværende Copenhagen SFC). Her kan han spille med flere jævnaldrende kammerater, og udviklingen går stærkt - bliver bl.a. kåret til Årets Fund efter 1. sæson.

Marks interesse for floorballudstyr og landets floorballspillere er vokset, som årene er gået. Han ved præcis, hvilket blad, stav, sko de forskellige elitespillere spiller med og i. Han ser så mange kampe som muligt i København og omegn og bliver ”fast inventar” i Copenhagen Floorball Center - godt modtaget af butikkens ejer Christoffer.
Mark er begyndt at tegne/designe stave, blade og meget mere og sender sine idéer til Unihoc i både Danmark og i Sverige.

Da han desværre ingen svar får retur, vælger Christoffer at hænge Marks tegninger op i Copenhagen Floorball Center - ved siden af et udklip fra drengemagasinet Street Boys.
Mark havde i øvrigt opfordret bladet til at skrive om floorballsporten, hvilket de gjorde med overskriften: Street Boys tjekker floorball ud!

I Copenhagen SFC spiller Mark U13 og U15, og på samme dag bliver han Sjællandsmester med U13 og vinder stævne med U15. Bliver træner for et nyoprettet bydelshold på Vesterbro, deltager i fremvisning af floorball på Rådhuspladsen i København og deltager i IOC arrangementet i Bella Centeret hvor Kronprins Frederik fik set lidt floorball tricks.

Og floorball tricks kan Mark også. For 2 år i træk har han vundet Zorro Freestyle konkurrencen til Landsstævnet.

Efterfølgende spiller Mark U15 og U17. U17 kommer til Final Four, men må tage hjem fra Ringsted uden medaljer, men en erfaring rigere. Deltager til Talentudvikling projekterne, tager til Sweedcamp, Starcamp, Czech Open i Prag og Selected Player i Stockholm. Mark får sidst på sæsonen debut på Herre holdet i 1. div. og kan fejre oprykning til ligaen med bl.a. sin storebror Tim Bek, som er målmand.
Denne sæson har Mark, som nævnt, spillet U15 U17 U19 og fået debut på Herre Elite, 15 år gammel: Scoret 5 mål + 1 ass.

Nu ser Mark frem mod U19 landsholdsamling, hans store drøm er at komme med på det endelige hold og gerne videre til A-landsholdet - og for at udvikle sig allermest har han søgt mod Sverige til ungdomsfloorball i Malmhaug KFUM. En mulighed, som dukkede op via Marks venskab til Mattias Hacke Johansson, tidligere pædagog på Marks Fritidshjem - nuværende Herre1 træner i Malmhaug KFUM - og gensidigt har de fulgt hinanden igennem årene.

Igennem årene har der været masser af sejre, mange nederlag, opture, nedture, personlige succeser, sjove klubture, tonsvis af holdpræsentationer og 1000-vis af kampe, som er blevet set fra sidelinjen både på Sjælland, i Jylland og i Sverige - det er alle de oplevelser, blandet med Marks store passion for sporten, som har gjort ham til den floorball-spiller, han er i dag!
Nu gælder det fremtiden, og den skal videreudvikles i Sverige.

En ting er sikkert: Mark er vild med floorball!

Skal du være den næste profil ? eller ved du lige hvem det skal være ? så nominer profilen ved at skrive en besked til Dan over siden eller send en mail til kontakt@SPORT45.dk