Sport45
JesperFrank
Blogs fra denne bruger:
Feb, 14 -11 11:54
 Landsdækkende liga – et økonomisk spørgsmål! (5)
Dec, 14 -10 14:20
 Lidt at tænke over… (4)
Landsdækkende liga – et økonomisk spørgsmål!
Nej – dette er ikke en kopi af min sidste blog, selv om visse ligheder forekommer (foruden den trivielle overskrift):

Blog’en udspringer af en allerede kørende debat (der dog er gået lidt i sig selv igen, men jeg vælger alligevel at skrive dette "indspark", da jeg fortsat mener, den er yderst relevant), og jeg har endnu en gang fundet inspiration blandt vores svenske broderfolk med samme interesse for vores fantastiske sport. Denne gang er perspektivet dog ikke landsholdet, men den hjemlige liga og den verserende debat om, hvorvidt vi skal have en landsdækkende liga. Endnu engang synes jeg, der er gode erfaringer at hente i det svenske. Denne gang er det fra ”danskerklubben” Landskrona IBKs Peder Alberoth man finder følgende blogindlæg, som i høj grad har relevans for den danske debat:

http://www.inneba...;aid=40504

Hvorfor er dette indlæg nu interessant? Jo, man kan i mine øjne i vid udstrækning kan drage paralleller mellem en eventuel dansk sammenlægning af Øst og Vest rækken og den omstrukturering Sverige gennemførte af 1. division forud for denne sæson, hvor 3 divisioner (hhv Norra, Mellersta og Södra 1. div) blev til 2, hhv Norra og Södra Allsvenskan.

Lad mig for god ordens skyld slå fast, at jeg på ingen måde mener vi kan sidestille dansk liga med svensk 1. division – der er flere klassers forskel på ALLE områder: økonomi, organisation og spillemæssigt niveau. Det vidner Alberoth’s økonomiske estimater også alt om.

Lad os hernæst hurtigt tage argumenterne for: Ja niveauet er naturligvis blevet hævet – der er færre hold, hvilket medfører højere top- og bundniveau. Der er kortere vej fra toppen af Allsvenskan til bunden af SuperLigan. Men her stopper de positive aspekter også, og det altafgørende modargument ”ØKONOMI” tordner frem. Jeg vil ikke bruge plads på at gentage Alberoth’s argumenter – den interesserede læser kan selv kigge dem igennem (det er stort set hele blog’en) – men jeg er personligt meget enig i hans ræsonement omkring, at klubberne faktisk rammes BÅDE på udgiftssiden og indtægtsiden ved denne model.

Her i Danmark er det fremtrædende argument for en landsdækkende liga da også, at det vil blive et sportsligt bedre produkt, som vil højne udviklingen af de bedste spillere og øge vores internationale niveau. Forudsat sammenlægningen kan gennemføres vil jeg bestemt ikke modsætte mig dette argument.
MEN MEN MEN det er nu en gang en forudsætning, at der kan stables 8-12 hold på benene, der kan bærer den økonomiske og organisatoriske byrde. Personligt forudser jeg i endnu større grad end det allerede er tilfældet en magnet-tiltrækning af de ambitiøse spillere til topklubberne, som vil støvsuge regionerne for al talent. Det er alt andet lige sjovere at skulle 5 timer hver vej fra København til Nordjylland, hvis man spiller på et hold, der har en vinderchance.
Sat på spidsen, frygter jeg, at man utilsigtet, men uomgåeligt, vil opdyrke et (måske to) ”Stjerne-hold” i hhv vest og øst, som i princippet kunne nøjes med at mødes i DM finalen (måske Final Four), da resten af kampene i turneringen vil være fuldstændig uden sportslig relevans for andet end nedrykning.

På den korte bane vil jeg derfor godt købe argumentet om, at vi kan højne niveauet for de bedste (ved bedre daglig træning og et generelt højere gennemsnitsniveau), men hvis konsekvensen er en langsom udvanding af de restererende holds kvaliteter, tror jeg, den langsigtede effekt for floorball Danmark som helhed er svær at få øje på.

I kølvandet på argumentet om højere niveau og et sportsligt bedre produkt følger ofte argumentet om, at sponsor- og tilskuerindtægter, samt mediedækning, automatisk vil følge med i positiv retning. Dette vil jeg derimod – ligesom Alberoth – hårdnakket afvise baseret på den nuværende situation. At tro at hallerne i Nordjylland skulle blive voldsomt meget mere interessante for tilskuere, medier og sponsorer, fordi modstanderen hedder Benløse eller Herlev frem for Esbjerg eller Svenstrup, er ganske enkelt utopi. Ej heller tror jeg på, at et topopgør mellem Rødovre og Bulldogs vil tiltrække mere opmærsomhed end de nordjyske derby’er er i stand til – og fuldstændig ækvivalent den modsatte vej over Storebælt.

Tilbage står vi således i en situation, hvor der ganske vist på den korte bane er skabt øget konkurrence og forbedrede udviklingsmuligheder for de mest ambitiøse og bedste spillere, men for hvilken pris?

En liga med rekordstor niveauforskel på top og bund og kæmpe økonomiske forpligtigelser for klubberne.

For mit vedkommende er sagen klar. Økonomisk stabilitet, et fornuftigt rekruteringsgrundlag af ungdomsspillere samt en ansvarlig (kontinuerlig) kluborganisation er en forudsætning for, man overhovedet som klub kan overveje at deltage i en landsdækkende liga (og således opnå forbedrede udviklingsmuligheder på højeste niveau). Uden at kende til alle ligaklubbernes interne situation er det mit bud, at MEGET få klubber opfylder disse kriterier.
Det er selvmord at sammenlægge først under antagelsen, at der automatisk vil komme flere penge, tilskuere og sponsorer til sporten. Jeg vil endda gå skridtet videre og hævde, at det er den slags ”overoptimistisk” tankegang, der har efterladt dansk floorball i et kæmpe økonomisk hul efter en række fejlslagne prestige-projekter, som ”burde have givet overskud”, men ikke gjorde det.

Afgjort, fremtidsdrømmen er en landsdækkende liga, men tiden er bare ikke moden. For mig er det realiteterne, og ikke idealismen, der taler højest på nuværende tidspunkt.

Lidt at tænke over…
I tråd med den tidligere debat omkring evalueringen af Danmarks præstation ved VM og den afledte diskussion om fremadrettede strategier, kunne det måske være en ide for interesserede at læse følgende blog af en af Sveriges mest anerkendte innebandy-personligheder Lasse Granqvist:

http://www.inneba...;aid=40104

Granqvist indleder således:

Om du tycker att det svenska VM silvret i Hartwall Arena i helgen var en godkänd insats och att idrott handlar om att ”ibland vinner du, ibland förlorar du; sånt är livet”, så ska du sluta läsa nu.

Om du tycker att lösningen för att åter bli världsledande i innebandy handlar om att sparka förbundskapten och matchcoach, så ska du sluta läsa nu.

Och om du tycker att det sett annorlunda ut i den skrikande grytan i Helsingfors om några andra svenska spelare varit där, så ska du sluta läsa nu
.

WOW!!! Jeg kunne ikke være mere enig, om man udskiftede ”svenska” = ”danske”. Ok, vi har nok ikke lige udsigt til at blive ’världsledande’ – og vi ville nok være godt tilfredse med en sølvmedalje – men for pokker hvor er udsagnet dog rammende for den tilsvarende danske efterrationalisering.

Sverige græder over nu definitivt at være kørt agterud i toppen af verdenseliten – I Danmark græder vi nok ikke, men må bare konstatere at 13. pladsen og den dårligste VM-placering nogensinde er en naturlig konsekvens af de sidste mange års stagnering/tilbagegang på den internationale scene.

For at sætte tingene lidt i perspektiv så kan man ved et hurtigt kig på DaFUs statistikker nu konstatere, at Danmark kan præstere en efterhånden lang (og i et vis omfang meget lidt flaterende) liste af modstandere, som vi i skrivende stund tabte til ’sidste gang vi mødte dem’ (selv om vi også har besejret enkelte af dem i løbet de sidste par år). Foruden de 4 store: Finland, Sverige, Schweitz og Tjekkiet, omfatter listen Letland, Norge, Polen, Tyskland, Estland, Rusland og Canada. Dette kan ikke længere henkastes med bortforklaringer som ”vi var uheldige” eller ”dårlige dommere”. For at relatere til Granqvist’s indlæg så giver jeg heller ikke noget for, at forklaringen skal findes blandt de udtagne (eller ikke-udtagne) spillere. Selv om jeg personligt gerne havde set spillere som Kim Høst og Tim Jannerup på holdet (uden i øvrigt at kende grunden for deres fravær), så havde det ikke øget Danmarks chancer for en kvartfinale nævneværdigt. Ej heller havde selv verdens bedste træner kunne ændre mærkbart ved præstationerne på banen.

I den tidligere debat her på sport45 kommer blandt andre Tex og Limschou med en række gode indspark til mulige fremadrettede tiltag, der kunne forbedre Danmarks eliteudvikling, men for endnu en gang at vende tilbage til Lasse Granqvist’s blog er spørgsmålet måske mere fundamentalt.

Granqvist skriver:

Snälla, berätta för mig vem som leder elitutvecklingen i Sverige idag? Förbundet? Serieföreningen? Elitlagen?

Vem tar ansvar för elitinnebandyns utveckling? Vem skapar förutsättningar för landslagets verksamhet? Vem förhandlar för innebandyns bästa, och visar resultat och utveckling.

Inte någon


Selv i mægtige Sverige er der åbenbart tvivl om, hvordan eliteudviklingen bedst varetages, og hvem der er primært ansvarlige. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at vi kan genkende tilsvarende problemer i Danmark. Men måske kunne man tage ved lære af de erfaringer, man nu gør sig i det svenske. Granqvist tilskriver finnernes nuværende overlegenhed det systematiske samarbejde, man igennem flere år har praktiseret på forbunds- og foreningsniveau. Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere sandhedsværdien er dette, men man kan ikke benægte, at samarbejde og fælles fremadrettet strategi giver de bedste forudsætninger for positiv udvikling.

Spørgsmålet er vel i grunden, hvordan tranformeres gode ideer som Tex’s og Limschou’s, fra – ja netop gode ideer – og til praksis? Hvem skal varetage ansvaret, og hvordan bruges de meget begrænsede landsholds-ressurser på bedst mulig vis, så udbyttet og udviklingen optimeres?

Jeg ser det personligt ikke som en mulighed, at Danmark kan falde yderligere i international position – dertil er nationer som Singapore, Japan og Australien simpelthen for dårlige – så man kan vel med en vis berettigelse hævde, at tiden nu er oplagt til at tænke nyt. Vi har ikke rigtigt noget at tabe.


© 2007 - 2008 by Elactos